Nordjysk Pilgrimsforening


Et økumenisk mødested


  • Landsdækkende kalender
  • Nordjysk Pilgrimskalender
  • Foreningen
  • Meget mere
  • Kontakt
  • Andre Pilgrimsforeninger

Gode råd



* Om rygsæk og pilgrimspas

* Om at være pilgrimsleder for andre





Gode råd fra en erfaren pilgrim



Kirsten Hansen spiller fløjte i regnvejr - og nedenfor kan du se hendes gode råd




Pilgrimsruter

Der er mange pilgrimsruter i Europa, der er markerede, og hvor der er informationer tilgængelige om pilgrimsovernatning og indkøbsmuligheder. Siden 2002 har jeg vandret i Norge, Sverige, Danmark, Tyskland, Frankrig og Spanien. De fleste år over 800 km. Jeg går altid alene.


Mine crocs

Foruden vandrestøvler har jeg et par crocs med, de kan tåle at blive våde, hvis brusebadet ikke er helt rent, de er behagelige om aftenen og gode som badesko, hvis der er mulighed for en svømmetur undervejs. Også gode at smutte i, når man holder pause, og fødderne trænger til at blive afkølet.


2 af hver!

Sokker, trusser, undertrøjer, måske kun 1 par bukser og 1 skjorte (eller bluse). Bukser og skjorte kan næsten tørre på en nat. Hvis man ikke kan li’ at starte dagen i let fugtigt tøj, må man have et par gamacher (fylder og vejer meget lidt) og en fleece trøje eller jakke på, indtil bukser og skjorte bliver tørre, fæstnet på rygsækken med sikkerhedsnåle. Det ser lidt morsomt ud at være vandrende ”tøjsnor”.


Regnbukser og et regnslag, der kan nå over rygsækken, hører til mit udstyr.


Som hovedpude bruger jeg altid det tøj, jeg ikke har på + regntøj, anbragt under en jakke / fleece trøje.


I april engang måtte jeg have sokker og plastikposer på hænderne for at passere snedriver, i oktober et andet år var det blevet råkoldt, men så fandt jeg en genbrugsbutik.


Uden mad og drikke...

I Tyskland sidste år havde jeg overset en indkøbsmulighed og nåede til herberget uden mad. Nærmeste nabo sørgede straks for forsyninger - også til næste dags vandring, som var 24 km gennem en skov.


Havregryn eller müsli er i øvrigt godt at have med som nødforsyning. Jeg har lært at spise det med vand.


Den åndelige føde

I nogle herberger er der et lille bibliotek, hvor man kan låne en bog, tage den med videre og aflevere i et andet herberg. Bøger på dansk kan man ikke forvente at finde, men på engelsk, tysk og fransk.


Jeg har gerne meditative, spirituelle vers med i minikopi. Jeg har stor glæde af at tømme hovedet for tanker ved at synge en lille meditativ sang igen og igen, bare inde i hovedet. Det hjælper til at opnå den indre ro og harmoni, som for mig er så væsentlig en del af det at være på pilgrimsvandring. Det giver plads og rum for eksistentielle / religiøse overvejelser.


Hvad er fornødent?

Når jeg nærmer mig hjemrejsen, opstår der hver gang en trang i mig til at komme hjem og tømme mit forholdsvis lille hus for alt unødvendigt. Jeg har jo slet ikke brug for mere end det, jeg kan bære på ryggen.


Hver pilgrim har sin egen stil, det gælder både påklædning og udstyr. Men alle er enige om, at det er vigtigt at bære så lidt som muligt.


Kirsten Hansen



Pilgrimspas


Hvis du skal ud i den store pilgrimsverden, kan du let få brug for et pilgrimspas. Spørgsmålet er: Hvordan får jeg fat i et pilgrimspas?


I Danmark kræves så vidt vides ikke pilgrimspas nogen steder, men du kan nok få et hist og her som "souvenir".


Nordjysk Pilgrimsforenings medlemskort er f.eks. indrettet som et pilgrimspas med plads til stempler.


Læs om pilgrimspas

Om at lede en pilgrimsvandring for andre



Det er ikke indviklet - det skal bare forberedes


Klik HER (åbner som pdf-fil). Print ud, så du kan sidde i ro og mag og læse.



Du finder følgende overskrifter:


1. Planlægning

Hvis du vil lede en vandring for andre, påtager du dig ansvar. Det er ikke indviklet. Det kræver bare planlægning. Et nyttigt planlægningsredskab er en ”pilgrims-log” Det er en liste med kolonner, hvor man skriver ALLE relevante oplysninger (tidspunkter, navne, telefonnumre o.s.v.) og ALLE opgaver (hvem leder, hvem står for morgenmad, andagt, middag, hvem ringer til præsten, graveren, o.s.v ...) og ALLE navne og tlf. numre på ansvarlige.


ALLE vandringsledere har et eksemplar af loggen, når det går løs. (Se eksempel på pilgrims-log nedenfor).


Er det en lang vandring, vil det være godt med en følgebil til at køre den tunge bagage, så man kun skal bære en dags-rygsæk.


Det kan være godt at give vandringen et tema, f.eks. et af pilgrimsnøgleordene.


2. Lederne

På en længere vandring bør der være mindst 2 ledere, som begge er fortrolige med hele vejen. Den ene af lederne viser vej, den anden er bagtrop, så der en til at samle op, hvis nogen kommer bagud. Der kan jo ske uheld, eller nogen har måske overvurderet sine ben. VI EFTERLADER ALDRIG NOGEN ALENE PÅ VEJEN. (Derved adskiller en pilgrimsvandring sig fra det moderne højhastigheds- og konkurrence-samfund).

Derfor skal også den leder, der går bagerst kende hele ruten. Det er godt at skiftes til at gå foran og bagved.


3. Vejen I skal gå.

Find så stille veje som muligt, gerne stier, markveje, grusveje, skovveje. Kig gerne på et kort men gå hele ruten igennem i forvejen (eller kør på cykel), så I kender vejen helt nøjagtigt. NB: På visse tider af året kan der ske meget på 14 dage, en sti kan blive pløjet op eller en bro blokeret, og hvis vejen pludselig er ufarbar, er det ikke bare et spørgsmål om at vende bussen og køre en anden vej. Det er dine medvandreres fødder, det går ud over. Kend rastepladser, vandhaner, toiletter, udsigter, indkøbsmuligheder, kirker o.s.v. og få styr på, hvor lang tid det tager at gå turen. En flok går ca. 4 km./t.


4. Tilmelding ?

Er det en en ”åben” vandring, hvor man bare kommer, når den starter, eller skal man tilmelde tilmelde sig og til hvem? Tilmelding er især nødvendig ved en vandring over flere dage, hvor I også har ansvar for forplejning og overnatning.


5. Annoncering.

Sørg for at annoncere vandringen, i kirkebladet, på sognets hjemmeside, på Brugsens opslagstavle, med en folder i kirkens våbenhus eller på en anden måde. Brug gerne hjemmesiden www.pilgrim-nordjylland.dk. Det skal klart fremgå: 1. Hvor og hvornår vandringen begynder. 2. Hvor lang ruten er. 3. Hvor man skal tilmelde sig, hvis det kræves. 4. Hvad folk skal have med (f.eks. madpakke, vand, sovepose, liggeunderlag, regntøj ....). 5. Koster det noget at være med. 6. Hvor og hvornår vandringen slutter.


6. At komme i gang.

Vandringen kan evt. begynde med en kort andagt i en kirke eller i det fri. På www.pilgrim-nordjylland.dk kan du finde andagter, som du selv kan tilpasse. Ellers er det jo ikke så indviklet at synge en dejlig salme og bede Fadervor.


Når alle er klar, er det en god ide at stille op i rundkreds, se hinanden i øjnene og byde velkommen. Det er vigtigt, at lederne her træder i karakter, så alle forstår, at vandringen ikke kun er en fælles gå-tur, men en ledet vandring, og at I er lederne (der kender vejen). Måske skal man lade deltagerne sige deres navne og så begynde med den hl. Birgittas bøn: "Herre, vis mig din vej og gør mig villig til at vandre den".


7. At vandre og hvile.

Gå ikke for hurtigt – ca. 4 km./t. ”Langsomhed” er et af pilgrimsordene! En god model for en længere vandring er følgende: Gå 45-60 min. Hold pause i 15 min. Gå 45-60 min. Hold pause 60 min (1 time !) – og så forfra. Hvis vejen fører forbi en kirke, kan man holde rast der og måske holde en af dagens andagter. En kirke er en god rasteplads, der er altid vand og toiletter!


8. Stillevandring.

Er der steder der egner sig, kan en ”stillevandring” (meditativ vandring) være en god ide. Det plejer at blive meget værdsat af af vandrere. Man vandrer i stilhed i et stykke tid – afhængigt af vejens beskaffenhed. Stillevandringen kan evt. indledes med en kort andagt eller med et ord (bibelvers eller salme), som man kan tænke over i stilhed. På lange vandringer er det en god ide med stillevandring en times tid formiddag og eftermiddag.


NB: Nogle ved ikke, hvor værdifuld den stille vandring er, så det skal forklares grundigt, inden man starter, og understreges, at alle bør respektere de andres stilhed. Det er en god tanke, at stilheden er en gave, vi giver hinanden. Det fremmer stilheden at gå i gåsegang med et par meters mellemrum. Stillevandring er lidt langsommere end sædvanligt.


9. Den indre vandring.

En pilgrimsvandring har to sider, den ydre og den indre. I "Pilgrimsliv" (s. 94) står: "Den indre vandring dannes i den ydre vandrings form - et billede af menneskets livsvandring gennem opbrud, vandring, måltidsfællesskab, hvilepladser, bøn og møder mod det mål, som alle pilgrimme har. --- Pilgrimmen går sin vandring i de syv nøgleords ånd: langsomhed, frihed, enkelhed, bekymringsløshed, stilhed, fællesskab og åndelighed. Alt dette beskriver også noget af den moderne pilgrims sjæl og hjerte. Pilgrimmen er én, der har lært at se det indre landskab bag det ydre, og som ved, hvordan det er at leve i verden, men ikke af den."

Den indre vandring kan hjælpes på vej gennem daglige andagter (de må gerne være korte – se evt. www.pilgrim-nordjylland.dk), stillevandring, samtale, eftertanke og bøn.


10. Del om opgaverne.

Alle hjælpes ad med alle praktiske opgaver. Det er altså ikke en charterferie. På lange vandringer er det en god ide med arbejdsskemaer for hver dag, hvor deltagerne kan skrive sig på (Se nedenfor).


11. Når vandringen slutter,

er det en fin ting atter at stille op i rundkreds og synge ”Må din vej gå dig i møde” og bede Birgittas bøn en sidste gang og sige tak for fællesskab og vandring.


12. Kort

Der findes masser af kort og foldere med vandreruter. (Se www.pilgrim-nordjylland.dk). Nogle ruter er markerede, andre steder må I selv finde vej. Der findes forskellige værktøjer på nettet. MEN: Uanset hvor mange streger, I tegner på et kort, SKAL I ud at prøvegå HELE ruten, så I er sikre på, at stregerne passer til virkeligheden.... (læs mere)


13. Bøger

Forslag:

Den lille pilgrimsbog, Oversat fra svensk og tilpasset danske forhold af Elisabeth Lidell (RPF-Religionspædagogisk forlag) Indeholder salmer, bønner, bibellæsning, pilgrimsord, udstyrsliste mm. Lige til at putte i lommen og svær at undvære.


Pilgrimsliv , Hans-Erik Lindström og Elisabeth Lidell (Forlaget Alfa) Håndbog for vandringsfolk. Dette er selve grundbogen !!


Dagsrytme, Søren P. Grarup (Unitas Forlag) Tidebønner og Bibel-meditation til personlig brug. Lille praktisk hefte med bønner og andet.


Kristuskransen, Martin Lönnebo (Unitas Forlag) Øvelser i livsmod, livslyst, selvbesindelse og i at leve Gud nær. En guldgrube !!


Der findes mange andre gode bøger. Se dig om.


14. Pilgrimsnøgleord

Langsomhed

Stilhed

Frihed

Enkelhed

Fællesskab

Bekymringsløshed

Åndelighed


(Hans-Erik Lindström, pilgrimspræst i Vadstena / Svenska Kyrkans pilgrimscentrum)





1. Læs det hele og print (pdf)
Eksempel på pilgrimslog
Pilgrimsveje og herberger
Andagter og liturgier
Må din vej gå dig i møde + Birgittas bøn
Ganske enkel andagt
Mere om Nøgleordene
Pilgrimslitteratur
Brug pilgrimskalenderen
Eksempel på arbejdsskema

Andre Pilgrimsforeninger


Pilgrim Mors
Viborg Pilgrimscentrum
Vor Frue Kirke i Aalborg Pilgrimsvandringer
Brønderslev Provstis Pilgrimsgruppe
Birgittaforeningen Mariager
Pilgrim Danmark


Forsiden