At være pilgrim - en vandring i genopdagelsen af troen
Fra Netkirken.dk har vi lånt nogle forstandige ord af pilgrim og præst Elizabeth Knox Seith:
At vandre som pilgrim er blevet mere og mere populært i Danmark inden for de seneste 15-20 år. Men det at være pilgrim er ikke noget nyt, tværtimod. Over hele verden, gennem mange tusinde års historie, har mennesker vandret som pilgrimme, i stort set alle religiøse traditioner.
Nutidens pilgrimme ville nok betegne sig selv som ”opdagelsesrejsende” i et univers, der længe har ligget relativt ordløst hen i vor kultur. Hvad er det, som sker i et menneske, når det uden mere end højst 8 kilo på ryggen vandrer ud under den åbne himmel for i ugevis at begive sig afsted mod et helligt mål? For nogle betyder det hellige mål ikke noget i sig selv, men de vandrer alligevel mod det, for på den måde at være en del af den bevægelse, der fører mange andre afsted i samme retning. -------
Guds stille fodaftryk
Den moderne pilgrim vandrer i længslen efter at finde spor af Guds stille fodaftryk i verden – bevidst eller ubevidst. Det er alt det, som er blevet smidt ud med rationalismens badevand, der nu skal genfindes og genopdages, og derfor tiltrækker pilgrimstanken så mange.
Ikke alle vandrende er sig bevidste om den åndelige længsel, når de begynder deres vandring, men de færreste kommer hjem uden på en eller anden måde at være blevet berørt i deres gudsforhold.
Der findes dog også kulturelt orienterede pilgrimme, som først og fremmest vandrer eller bevæger sig ad de gamle pilgrimsveje for at genopdage noget af den kulturarv, der ellers synes at have været på vej til at gå tabt i den nyere europæiske historie. Men for de fleste udgør det religiøse og spirituelle på en eller anden måde et fascinationsfelt, uanset om man betragter sig selv som troende eller ej.
Den moderne pilgrimsspiritualitet skal ikke ses som et forsøg på at vandre sig til frelse – tværtimod er det måske værd at indse, at frelse som sådan slet ikke er det, som står øverst blandt de eksistentielle spørgsmål, som en moderne pilgrim vandrer ud med. Mange vandrer afsted i forsøget på at finde vished om, hvorvidt der overhovedet findes en Gud.
Eller for at sige det mere præcist: I længslen efter at finde spor af den fornemmelse for hellighed, som længe har været gået tabt i den moderne, rationelle tidsalder. >>Læs mere
Pilgrimsbevægelsen
Pilgrimsbevægelsen er ældre og har gjort flere erfaringer i Sverige end i Danmark. Alligevel kan vi spejle os i de overvejelser, pilgrimspræst Hans-Erik Lindström gør sig:
(Dette er ikke en bog, men et "brev", som pilgrimspræst Hans-Erik Lindström skriver til Den svenske Kirke):
I dag spreder pilgrimsbevægelsen sig i hele Skandinavien, ja i hele det lutherske Nordeuropa. Pilgrimscentre opstår mange steder, nye pilgrimsstier markeres i hundredevis, pilgrimsvandringer, pilgrimsretræter og kurser samler både kirkevante og mindre kirkevante.
Pilgrimsvandringen er blevet en ny måde at møde mennesker på, langt udenfor kirkens grænser. Hvad er forklaringen?
Jeg vil skitsere fem sider af pilgrimsvandringen, som jeg tror bidrager til udviklingen og som også kan ses som bidrag til kirkens tro og liv.
1. Naturen
Færre og færre går i kirke, mens stadig flere går ud i naturen for at finde ro og stilhed. For mange bliver det en åndelig erfaring. Naturen er blevet manges katedral. .....
2. Kroppen
Husker I devisen "En sund sjæl i en sund krop"? I pilgrimsbevægelsen er kroppen med på en særlig måde. --- Vi er mennesker med både sjæl og krop eller som kristen tro siger: Vi består af krop, sjæl og ånd. Krop og sjæl hører sammen. .....
3. Enkelheden
På vandringen behøver man som regel ikke bære mere end syv-otte kilo i rygsækken. I den er alt, hvad man behøver. --- At leve enkelt bliver en frihedsoplevelse. .....
4. Delandet (Fællesskabet)
Det er let at samtale på vejen. Det, jeg savner mest i vor kirke er nok dette. Et rum, hvor vi kan dele tro og liv. - - - Pilgrimsvandringen åbner for et dybt fællesskab.
5. Målet
Tidligere kunne det være svært at tale om målet for livsvandringen - himlen. Jeg er selv opvokset i 1960-erne og kunne synes, at talen om himlet let blev en flugt fra virkeligheden. "You´ll get pie in the sky when you die" (Joe Hill). Men i årenes løb er målet for vor livsvandring blevet stadig mere levende og vigtigt. I stedet for en flugt fra et tungt liv er himlen blevet et sakramente - en ekstra kraftkilde i det liv, jeg lever nu. ....
>>Læs det hele på svensk
Sankt Kjeld af Viborg af Erling Agergaard
Om skt. Kjeld: Han blev modarbejdet af sine kolleger og han blev svigtet af sin foresatte. Han viste styrke, men han viste sig også at være sårbar.
Beretningen om den danske helgen, Sankt Kjeld, er fortælling om at stå alene - med livet som indsats. Den er et drama om et højt begavet menneske, der turde kæmpe for sine næstekærlige idealer og turde give afkald. Derfor blev han hadet af sine egne, men elsket af folket. Sankt Kjeld døde som blot 45 årig.
Der skete herefter forunderlige ting blandt folk, der stadig troede på hans undergørende karisma.
Legenden om Sankt Kjeld udspinder sig i en barsk tid. Kongemord og fejder. Drab på kirkens mænd, korstog og geskæftige paver. Dette er 1100 tallets Europa. Kjelds rolle i denne bevægende historie beviser at legenden om ham rækker langt ud over Viborgs bygrænser. Dog er legenden ikke blot en historisk kilde af gylden værdi, dens fornemmeste opgave er også at minde læserne om de idealer, den enkelte selv bør forme sit liv efter.
Viborg Pilgrimscentrums forlag
bogen er udgivet med støtte fra Viborg Kommune og Velux fonden Bogen koster 150 kr. + evt. forsendelse 35 kr.
Kan afhentes i Viborg Pilgrimscentrum (åbent onsdage 12.30 - 15.30) Villavej 10, 8800 Viborg eller bestilles på mail: kontakt(at)viborgpilgrimscentrum.dk