Synes du, at det lyder godt med kold tomatsuppe, gulerodshumus, basilikumhumus, grøn pesto - det hele hjemmegjort og med hjemmebagt brød, vin, vand og kaffe til. Det gjorde vi, der oplevede det hos Hanne og Erik i Arden også. Efter en dejlig vandring gennem Rold skov - med kaffe ved St. Økssø og godt vejr hele dagen - tog de gæstfrit imod os. Erik viste os sin økologiske have, hvorfra en stor del af ingredienserne i dagens menu var hentet. Erik havde været kok - han er meget interesseret i og helt tydeligt dygtig til vegetarisk madlavning. En stor tak til Erik og Hanne for en dejlig dag.
Dagen sluttede med en stor kunstnerisk oplevelse i Skørping Nykirke, hvor vi så Tróndur Paturssons vældige værk 'Livets Landskab', der samler påskens begivenheder i ét blik i et glasmaleri, der fylder hele kirkens endevæg. Gunhild fortalte om værket, og vi sluttede dagen med pilgrimsandagt foran det storslåede billede.